Habermas Forum logo Habermas Forum logo
 
Forum on Jürgen Habermas


Jürgen Habermas

Biography


:: Index

:: Sponsors

:: DK: Der findes ikke nogen "systemverden (03-09-2005 15:21)
Skal man begynde at beskæftige sig med Habermas' teoridannelse og dens betydning i sociologien, er det afgørende, at man - som med enhver anden indflydelsesrig teoridannelse - foretager et opgør med myter om teoridannelsen. Om det er Hegel, Marx, Foucault, Luhmann, Weber eller Durkheim hersker de mest eklatante misforståelser. Ligeledes om Habermas' teoridannelse.

Én misforståelse er, at teorien skulle forsvare en substantiel konsensus eller enighed mellem dialog- og kommunikationsdeltagere. Der er tale om en i sprogbrugen iboende forudsætning om enighed om nogle af sprogbrugens procedurer, - en forudsætning som man ganske enkelt ikke kan argumenterere imod (i den forstand er den af transcendental karakter, som Habermas' ven og kollega Karl-Otto Apel typisk hævder). Hos Habermas er det derimod et historisk opstået fænomen, som er uomgængeligt i hele den versterlandske rationaliseringsproces vi har fået udviklet siden Odysseus forsøgte at argumentere mod den enøjede kæmpe.

I dansk sammenhæng er en næsten uudryddelig misforståelse, at det analytiske begreb om "system" skulle udgøre en "verden". Når en tysk filosof anvender begrebet verden ("Welt"), som det er blevet udviklet fra Immanuel Kant til Hans-Georg Gadamer, er der imidlertid tale om en - i sagens natur - ganske tung størrelse, som man ikke lige danser rundt med. Af en eller anden ideologikritisk set sikkert ganske interessant grund har en lang række danske sociologer , politologer og kulturanalytikere pudsigt nok indlæst en bindestreg i Habermas' ellers kraftigt markerede distinktion mellem "system og livsverden". Man har altså oversat skellet til "system- og livsverden" vel at mærke med bindestreg. Hvilket er helt hen i vejret.

Systemer udgør netop ikke nogen verden. Om det er systemteoretikeren Niklas Luhmann, som Habermas har diskuteret systemanalyse med i en årrække eller Immanuel Kant, ville de begge roterere i deres grave ved et sådant begrebsligt sløseri. Sløseriet optræder typisk netop i anvendelser, hvor begreberne og analytikkerne om systemperspektivet henholdsvis livsverdensperspektivet optræder som de to mest centrale dele af analysen. Hos Habermas er skellet Lebenswelt/System både mere og mindre markant end hos Luhmann. Systemer er adskilt fra en omverden og opererer kun med et meget bestemt og afgrænset udsnit af denne verden. Habermas har intetsted anvendt et begreb kaldet "Systemwelt", og det er der gode grunde til.



Hvad betyder det? Kan det ikke være ligegyldigt og lad os så få nogle bajere og spise brød til og være ganske ligeglade med hvordan videnskabelige teorier udvikles i den store verden? Men hvorfor så anvende Habermas fremfor Hal Koch eller Grundtvig eller for den sags skyld Søren Krarup eller andre diletanter når der nu alligevel skal sejles op og ned ad åen med selv de mest centrale begreber?

Brugen af en symmetri frem for en assymmetri mellem livsverdenen (altid i éntal, modsat livsformer i flertal) og en såkaldt "systemverden" antyder forkert

- at der en parallel substans i begge verdener

- at begge perspektiver skulle angive empiriske områder, der kan identificeres, måles, afgrænses (men hvad er verdens grænse?!?)

- at det ene område kan udveksles med det andet, som var der tale om en blot handelsrelation: en noget for noget

- at det ene knyttes til arbejdet og det andet til fritiden

- at der hersker en nulsum mellem de to områder, som var der tale om en lagkage der skulle fordeles til en børnefødselsdag, hvor mere af det ene giver mindre af det andet

- at der umiddelbart kan associeres fra "systemverden" til hospitalsverden, universitetsverden og andre hverdagsudtryk.

Det er altsammen rent sludder, og det bliver ikke bedre af, at diverse professorer og folk der burde vide bedre har gentaget dette år efter år siden ca. 1980 - 83, hvor udtrykket så vidt jeg ved begyndte at gøre sig gældende.

Man kan sige, at Habermas selv ikke er helt klar i sin anvendelse af systemteori, fordi han på en noget uklar måde har skiftet til en anvendelse af Parsons' systemteori i Teori om den kommunikative handlen (ikke "Teorien om..." som den fejlagtigt hedder i dansk oversættelse!) til at anvende Luhmanns systemteori i Faktizität und Geltung fra 1992. Habermas har dog tilsyneladende ikke beskræftiget sig seriøst med systemteori siden 1985, og Theorie des kommunikativen Handelns skulle givetvis omskrives, hvis den i dag skulle tage udviklinger som Luhmanns og også Bourdieus med i betragtning. Det gælder således også placeringen af teorien om livsverdenen, der står over for en langt mere kompleks og differentieret systemdannelse, end den Habermas lægger op til i Theorie des kommunikativen Handelns, der jo udkom før Luhmanns hovedværker udkom.

Så meget er dog sikkert og er af blivende karakter, hvadenten man fortsætter i Theorie des kommunikativen Handelns spor direkte eller anvender en nyere, modificeret og rekonstrueret habermasisk inspireret analytik:

- Der er et gensidigt stigningsforhold i udviklingen af systemer og udviklingen af livsverdenen. Altså en plussum og ikke en nulsum, et godt eksempel her er udviklingen af retssystemet og den retfærdighed, hvormed livet kan henvise til sin egne præmisser. Om menneskerettighederne her blot udgør en del af retssystemet eller transcenderer og legitimerer retssystemet udgør et vigtigt diskussionstema mellem Habermas og specielt Ingeborg Maus, professor i Frankfurt.

- frisættelsen af systemer, specielt i oplysningstiden i 1700-tallet, muliggør en frisættelse af livsverdensperspektiver: Livet selv bliver uudgrundeligt, "Leben" får en indre organisk og erkendelsesteoretisk såvel som moralfilosofisk dimension. Menneskets egne uudgrundelige ret til selvstændighed, individualitet og personlighed får således mulighed for at optræde med mening, med henvisninger til et "selv" etc netop fra sidste halvdel af 1700-tallet.

- samtidig forskydes livsverdenen til at blive andet og mere end blot en afgrænset og formbestemt størrelse, livet bliver netop en verden af uudgrundelighed, en baggrundshorisont of forforståede og underforståede betydninger - fordi systemer omvendt omtræder med afgrænsede, bestemte, uddifferentierede betydninger og kodificeringer.

- alt dette skyldes en afkobling mellem systemdannelse og livsverdenens udvikling.

Resultatet af dette bliver altså, at det for Habermas analytisk såvel som empirisk er blevet vigtigt at skelne mellem de institutioner, hvis magtudvikling bidrager til disse afkoblinger, frisættelser og forskydninger, og de som ikke gør det. Det kan således ikke forhåndsafgøres om eksempelvis et retssystem skaber sådanne bidrag, men man må kunne pege på, hvorledes retssystemer kan udvikles så de bidrager til de rationaliseringer som afkoblingerne, frisættelserne og forskydningerne er.

Denne afkoblingstese går tilbage til Kant, Montesquieu og Hobbes og for så vidt til hele naturretstraditionens skel mellem positiv ret og naturret, - en tradition der først for alvor fik ben at gå på med de store formaliseringer af positiv ret og deres indkorporeringer af grundsætninger om retfærdighed, lighed for loven o.l. i 1700-tallet. Pointen er at magt og frihed indgår i et positivt konstruktivt spænd, - men selvsagt for en tysker (snarere end for en franskmand som Foucault) er det bestemt ikke ligegyldigt, hvorledes denne magt er institutionaliseret. Magtdeling, retsstatslighed, forfatningsstater etc er afgørende om magten i en skoleklasse – der kan være ganske totalitær - skal kunne skelnes fra magten i Auschwitz.

Gorm Harste